Presse 2024

AMAGER REVYEN 2024 - PRESSETEKST:

  

Pressekontakter:

Anders Anderskov (revydirektør): 26 25 15 80

Mille Berg (revydirektør): 23 82 32 62

 

Find pressefotos her: https://amagerrevyen.com/galleri


_______________________________________________________________________

 

 AMAGER REVYEN 2024 - ALLE FØR ÉN

I denne femte sæson forsøger Amager Revyen at finde ind til fællesskabet mellem mennesker igen. Med inspiration i det gamle slagord: 'En for alle, alle for en' har de med et lille twist valgt at kalde årets revy for: 'Alle fØr en', fordi det er som om verden lige nu afspejler at Én kommer før Alle... Altså at Egoet står over fælleskabet, og den tendens vil revyholdet gerne analysere... og modarbejde. SELVFØLGELIG på en utroligt sjov og musikalsk måde.

Skuespillerholdet består af præcis samme hold som sidste år, for som de siger: hvorfor slå op med en kæreste når det kører godt! Holdet havde et meget frugtbart og udviklende samarbejde sidste år, og det er oplagt at bygge videre på. Holdet består af fem skuespillere: Dorte Munksgaard, Anders Anderskov, Mille Berg, Andreas Forné og Frida Sigurth. Kapelmester er Morten Østergaard, og instruktør er Mikkel Reenberg.

I 2024 opfører Amager Revyen: 2 forpremierer, 26 planlagte offentlige forestillinger. Der forventes mellem 2000 og 2400 publikummer. Nogle datoer er forestillingerne købt fuldt ud af firmaer og foreninger fra Amager.

 

Indholdsmæssigt skal revyen tiltale de allerfleste mennesker, uanset religion, køn, etnicitet og politisk overbevisning. Amager Revyen ønsker at samle folk i humorens verden, hvor ingen er forkerte, og hvor vi skal kunne grine kærligt af hinanden, og ærligt af os selv.

 

Sangtekster, sketches, monologer osv. skrives til dels af tekstforfattere som sender deres aktuelle og nyskrevne tekster til Amager Revyen, og til dels af årets revyhold selv. Faktisk står de ofte selv for over 75% af teksterne. Skuespillerne og instruktøren har meget på hjerte, og vil gerne forme revyen, så den i deres øjne bliver så skarp som muligt. De tager kun i sjældne tilfælde ’brugte’ tekster med, altså nogle der er spillet før andre steder, og kun hvis de har en stor kvalitet og aktualitet. Ellers bygges alt op fra bunden hvert år. I år har de haft indkaldt nogle håndplukkede tekstforfattere, og sat dem i sving med at skrive direkte til årets ’tema’, og det er nyt for revyen at opbygge tekster på denne mere planlagte og strukturerede måde. Tiltaget er gjort for at kunne forme teksterne sammen med forfatterne selv.

Revyens kapelmester Morten Østergaard komponerer al musik, og spiller også live til alle forestillinger. Holdet er velsyngende, så musikaliteten bliver prioriteret højt.

 

Indholdet i tekster og sange er aktuelle politiske, samfundsmæssige og menneskelige temaer, og der tilstræbes altid at det er aktuelt og nytænkende, og at der er både satiriske, alvorlige og sjove vinkler på tingene. Revyen må gerne bide folk i ’plejer’-musklen, samtidig med at de hyler af grin. Og hvis der fældes en lille tåre midt i al det sjove, og folk føler de har fået en tur rundt i følelsesregistret, så er målet nået. Amager Revyen ønsker først og fremmest at revyen skal være SJOV, men de mener at komik virker allerbedst på en klangbund af seriøsitet og dybde. Så den kombination stræbes der altid efter. Det er skønt og meget befriende at kunne grine af både klima, kampvalg og krig, og måske går man lidt lettere hjem, med nye og mere positive tanker om verdens og hverdagens problemer. Og i denne verden er der brug for at grine..

Selvom Amager Revyen er en professionel revy med lønnede folk på alle poster, så forsøger de at holde udgifter til f.eks. scenografi og kostumer på så lavt et niveau som muligt. Både for at holde budgettet, men også for ikke at holde klimaaftrykket nede. Scenografien er ren, enkel og funktionel, og bygges af holdet selv. Kostumerne sammensættes med instruktørens store æstetiske sans for farver og former, sammensætning og symbolik. Revyen forsøger at genbruge og omforme kostumer de har på lager i forvejen, så der indkøbes så lidt nyt som muligt. Der kan sagtens laves professionel revy for få penge, for det er primært indholdet i tekster og sange, udførelsen, arbejdet bag, spilleglæden og kærligheden til genren der gør en god revy, mener holdet bag Amager Revyen.

 

 

REVYPUBLIKUMMET

Aldersmæssigt er publikum en sammensat skare af voksne mennesker. En del er fra den ældre befolkningsgruppe, fordi de har traditionen af revy-gængeri i sig, men de sidste par år er der kommet mange flere i den ’mellemste’ voksengruppe, altså dem mellem 30 og 65, og også en hel del endnu yngre har fundet ud af, at Amager Revyen også er for dem.

Det ligger Amager Revyen stærkt på sinde at lave en revy der favner ALLE, både LGBTQ+miljøet, woke-generationen, de ældre, de yngre, de queere, de straighte, de høje de lave, de tykke, de tynde og alle dem midt i mellem.

 

Amager Revyen er fast forankret på Amager. Det er her revyen hører til, og her den spilles. Der er mange lokale referencer i tekster og sange, og naturligvis lokale emner som Amager Fælled-problematikken, lufthavnen, Lynetteholmen, kunst på Amagerbrogade, og hvad der ellers er aktuelt det år. Men revyen skal kunne ses af alle, så man ikke føler sig hægtet af hvis man kommer som publikum fra et andet sted i landet. Og der tages også livtag med både nationale og globale emner, ligesom de øvrige revyer i Danmark.

 

 

HVOR

Teater Play som lægger hus til Amager Revyen, har eksisteret som moderne ’morskabsscene’ i 20 år. Teatret kalder sig selv for ’Amager helt egen Teater- og Comedyscene, og huser de største navne fra comedybranchen, samt både egenproduktioner og gæstespil på teaterfronten. Der er mellem 7 og 21 forestillinger/shows om ugen på teatrets to scener, så de fleste aftener huser teatret op til 200 mennesker. Der er kæmpestor publikumsopbakning, og de allerfleste shows i Teater Plays regi bliver udsolgt på forhånd.

Scenerummet er utraditionel i revy-forstand, da scenen er i gulvhøjde, og publikum sidder på podier rundt om på tre fløje. Publikum får således en lidt anderledes og måske mere moderne revyoplevelse. Læs mere: teaterplay.dk 

 

 

BAGGRUND

Amager Revyen blev grundlagt i 2019. Revyen er organiseret som et interessentskab: Amager Revyen I/S. Ledelsen består af de to grundlæggere Dorte Munksgaard og Anders Anderskov samt teaterleder Mille Berg som kom til i 2021. Der produceres en fast årlig revy på Amager i foråret, med mellem 18 og 30 spilledage.

I de sidste fire sæsoner er der oparbejdet en stabil kerne af gode, professionelle kollegaer og samarbejdspartnere. Der er også opbygget en trofast gruppe af stampublikummer, og publikumstallet stiger for hvert år. I foråret 2023 blev der 100% udsolgt i hele spilleperioden, og der måtte sættes 3 ekstradage i salg, som også blev udsolgt. Så i den kommende sæson har revyen udvidet spilleperioden og antallet af forestillinger, for at imødekomme den voksende publikumsskare.

 

 

FREMTIDEN FOR AMAGER REVYEN

Det helt store mål er, at alle amar’kanere ved at der findes en god professionel revy på Amager, og at vores stampublikummet bliver ved med at vokse. Amager Revyen er netop blevet optaget i Revy Danmark, som er det samlende forbund for professionelle revyer i Danmark. Så nu er de kommet i liga med alle de øvrige store revyer, og har mulighed for at komme med i Revyernes Revy, samt på sigt at få optaget Amager Revyen til TV.

 

Amager Revyen er meget bevidste om de traditioner der ligger til grund for genren, og har stor respekt for de kunstnere de står på skuldrene af. Revy har som genre ofte ry for at være lidt gammeldags, men Amager Revyen ønsker at udfordre og udvikle den. Der skal åbnes op for flere former for humor, være plads til nye idéer og originale indslag, og et højt musikalsk niveau. Og revyen skal tiltale voksne i alle aldersgrupper.

 

Planen er, at 2024 er sidste sæson hos Teater Play. Teatrets scene er simpelthen blevet for lille i publikumskapacitet, og det er ikke rentabelt at spille for et lille publikum mange gange, når man har 8-10 mennesker på lønningslisten hver aften.

Så i foråret 2025 indgår revyen et samarbejde med et større sted med større sceneplads. Selvfølgelig centralt på Amager. På det nye sted bliver der plads til ca. 160 personer, og her kan publikum også tilbydes at tilkøbe en ’revy-menu’. Det har mange efterspurgt de seneste år, men der har ikke være mulighed for det på Teater Play som har begrænset plads og intet industrikøkken. Med denne flytning til større lokaler, bliver der virkelig mulighed for at Amager Revyen kan vækste, både i kapacitet og udbredelse.

 

Så Amager Revyen er på vej til ’next level’, forhåbentlig til glæde for alle kulturinteresserede og grineglade Amar’kanere, men også for at kunne sætte Amager på kortet i det danske revylandskab.

 

Kom og oplev revyen ved selvsyn her i foråret!

 

 

 

MINI-CV PÅ MEDVIRKENDE I AMAGERREVYEN 2024:


MILLE BERG – SKUESPILLER, REVYDIREKTØR og TEATERLEDER.

Medlem af Dansk Skuespiller Forbund. Uddannet skuespiller i 1998. Hun har medvirket i talrige teaterforestillinger i Danmark og Sverige. Tidligere i Græsted Revyen, og siden 2004 i talrige forestillinger på Teater Play, hvor hun også er grundlægger og teaterleder. I efteråret 2024 spiller hun hovedrollen i Teater Plays 20-års Jubilæumsforestilling ’MÅST the show go on?!’. Hun medvirkede som eneste skuespiller i Linda P’s to store Danmarks-turnéer: ’-Hovedpine’ og ’-Normal’, har medvirket i talrige sketches i tv-showet ’Dybvaaaaad’, samt optrådt i 26 år med gruppen Los Problemos/De skøre tjenere i hele landet. Når Mille skriver tekster til Amager Revyen, er det ofte med sproglige finurligheder som omdrejningspunkt.

 

ANDERS ANDERSKOV – SKUESPILLER & REVYDIREKTØR.

Medlem af Dansk Skuespiller Forbund

Anders har spillet teater og musicals siden han var 10 år. Han har medvirket i både teaterforestillinger, gadeteater og revy, og har de seneste år lavet en del af store TV-reklamer, samt podcasts.

Anders hurtige hjerne og skæve logik producerer også tekster til revyen, ofte i et politisk lys, og revyens høje tempo og den store diversitet falder ham naturligt. 

I Amager Revyens ledelse er Anders ’manden i marken’, og står for PR, sponsorer og markedsføring. Og så er han her i 2024 desuden blevet medlem af bestyrelsen i Revy Danmark.

 

DORTE MUNKSGAARD – SKUESPILLER & REVYDIREKTØR.

Dorte har spillet revy i 35 år. Helt tilbage i 1989 kastede hun sig for første gang ud i Dragør revyen, og her fandt hun for alvor passionen for revygenren. Gennem sit liv har Dorte sunget i kor og medvirket i musicals. Hun er en stærk, modig, markant og helt utrolig sjov revyskuespillerinde, som trækker rigtigt mange publikummer og rigtigt mange grin. Dorte er også tekstforfatter til en hel del af revyens tekster.

 

ANDREAS FORNÉ – SKUESPILLER.

Medlem af Dansk Skuespiller Forbund. Uddannet skuespiller fra East 15 Acting School i 2020. Andreas har en stor hovedrolle i forestillingen: ’Tro, håb og gorgonzola’ hos Teater Vestvolden og Teater Masken, som han spiller rundt i landet i sæson 22-24. Efter uddannelsen spillede han afgangsforestillingen: ’Kærlighedskrigere på Anholt’ på Folketeatret, samt medvirkede som ’Sander’ i tv-serien ’Klemt’ på TV2 Zulu. I de seneste år har han haft bærende roller i forskellige kortfilm og en del reklamer.

 

FRIDA SIGURTH – SKUESPILLER.

Medlem af Dansk Skuespiller Forbund. Uddannet fra 2022 fra ’Copenhagen Acting School (tidl. Skuespiller-skolen Ophelia). Frida spillede afgangsforestillingen ’Fremtidens historie’ af Christian Lollike, samt turneret med sine egenproduktioner: ’Stå ret, få ret’ og ’Regnskab’. I 2021 spillede hun Louison i ’Den indbildt syge’ på Det Kongelige Teater. Hun har desuden medvirket i forskellige kortfilm og musikvideoer, er forsanger i bandet Carnival Dogs, og udgav i 2019 sin første digtsamling: ’Hudsult’.

 

MIKKEL LØVENHOLT REENBERG – INSTRUKTØR OG KOREOGRAF.

Medlem af Dansk Skuespiller Forbund samt Foreningen af Danske Sceneinstruktører. Mikkel er uddannet skuespiller fra Skuespillerskolen v. Aarhus Teater. Han startede sin karriere som balletbarn, blev en del af Eventyrteatret og spillede med i mange af deres forestillinger på Amagerscenen. Ganløse Revyen blev hans første møde med revyen, som blot 20 år gammel. Mikkel modtog i 2010 en Reumert Talentpris. Han er selv udøvende skuespiller, og har senest haft engagementer hos Odense Teater, Teater V, Teater ZeBu, Teater Hils din mor, Husets Teater, Teater Nordkraft og Teater Får302. Han har været tilknyttet Odense Vinterrevy som koreograf, og i de senere år har Mikkel kastet sig ud i iscenesættelse og instruktion. I foråret 2024 har han desuden engagement som instruktør på Folketeatret.


MORTEN ØSTERGAARD  – KOMPONIST OG KAPELMESTER.

Morten er en meget alsidig musiker, sanger, komponist og kapelmester.

Han var kapelmester i 90’erne på Ambu Revyen i Hobro, medvirkede i 00’-erne i Musicaliber Aalborgs store op sætninger af bl.a ’Fame’, ’Company’ og ’Atlantis’, og har medvirket som sanger i ’Vokalkompagniet’ (Frb ’12-’22), ’Inner Chordence’ (London ’09-’12), bandet ’Heat’ (Kbh pt), samt i både klassiske og rytmiske vokalensembler, både som sanger og musikalsk leder. Morten komponerer og arrangerer alle numre i Amager Revyen, og medvirker på scenen som kapelmester og pianist hver aften.