Om

BAG OM AMAGER REVYEN

Amager Revyen er en professionel revy, med lønnede og uddannede skuespillere, instruktør, kapelmester og teknikere. 

Vi er med i sammenslutningen af professionelle revyer; Revy Danmark


Amager Revyen blev grundlagt i 2018 og spillede første gang i 2019.

Revyledelsen består af Dorte Munksgaard og Anders Anderskov, og revyen er registreret som et Interessentskab - I/S med CVR-nr 43438026.


Instruktør Mikkel Reenberg er efter nogle succesfulde sæsoner blevet 'genvalgt' igen i år. Skuespillerne og kapelmesteren kan veksle fra år til år. Vi forsøger at tage yngre, nyuddannede skuespillere med hvert år, så vi selv fornyer os, og så de nye og de garvede kan lære af hinanden.  


Amager Revyen er både klassisk - og moderne. Vi er meget bevidste om de traditioner der ligger til grund for genren, og vi har stor respekt for de kunstnere vi står på skuldrene af. Vi elsker revy, men har også lyst til at udfordre og udvikle genren, så den også inviterer det yngre voksne publikum ind. Der skal åbnes op for flere former for humor, være plads til nye idéer og originale indslag, og vi forsøger år for år at udvikle sketchformer og monologer, og forfine musikaliteten i revyen. 


Revyen går ind i sit femte år, og er stadig under konstant udvikling. Vi er en kerne af mennesker som både jonglerer mellem at være udøvende scenekunstnere, iværksættere, producenter, ideudviklere, PR/billet/fundraising-medarbejdere, kostumierer, scenografer og mange andre titler. Vi har rigtigt mange kasketter på, og det kræver nogle gange stor koncentration at huske liiige hvem man er og hvilken opgave man er igang med. Men sådan er det at producere teater uden en stor pengemaskine eller en kæmpe sponsor i baghånden. Alle ansatte er lønnede og vi får det til at løbe rundt, men det er hjerteblod og håndkraft der er drivkraften. 


Heldigvis kommer der år for år flere sponsorer, fonde og samarbejdspartnere til. Vi har fået et godt netværk her på Amager, på mange planer.

Hvis du har lyst til at være en af de gode folk vi samarbejder med, og kan bidrage med enten økonomi eller hjælpende hænder, så læs mere om hvordan HER

Du er også altid velkommen til at kontakte os på mail: info@amagerrevyen.dk, eller på telefon: 26 25 15 80.


Vi glæder os til at udvikle og udvide Amager Revyen i årene fremover!


LEDELSEN