Presse 2023

AMAGER REVYEN 2023 - PRESSETEKST:

 

ÅRETS REVY

AMAGER REVYEN 2023, og revyen har fået undertitlen: ’Ærligt talt!’

 

TIDSPLAN

Prøveperiode: 2. januar -17. marts.

Spilleperiode: 18. marts - 29. april 2023.

 

FUNDAMENTET og ORGANISATIONEN

Amager Revyen blev grundlagt i 2019. De tre første år har givet solid erfaring, og der er luget ud i opstarts-udfordringer, og oparbejdet en stabil kerne af gode, professionelle kollegaer og samarbejdspartnere. Der er også opbygget en trofast gruppe af stampublikummer, og publikumstallet stiger for hvert år. Med tre sæsoner og en pandemi i bagagen går vi nu ind i fjedre sæson.

Amager Revyen startede oprindeligt som en forening i 2019, men i 2022 grundlagde vi os som et interessentskab: Amager Revyen I/S. Der er tre revydirektører: Dorte Munksgaard, Anders Anderskov og Mille Berg, og vi producerer en fast årlig revy i foråret, med mellem 17 og 25 spilledage.

Dorte Munksgaard har spillet revy i 33 år og grundlagde Amager Revyen sammen med Anders Anderskov. I 2022 kom Mille Berg med i revyledelsen, og hun fungerer nu som eminent bindeled mellem revyen og teatret. Mille Berg har drevet Teater Play siden 2004. Teatret er vokset støt gennem alle årene, og er selvkørende og selvproducerende, med to scener og utallige shows, teaterforestillinger og gæstespil.

 

REVYEN 2023 – idéer og visioner

Årets revy har fået titlen: ’Ærligt talt’, for vi lægger vores fjedre sæson ud med en ordentlig omgang ærlighed, som vi synes har været gemt godt af vejen i mange år. Både i nyhederne, blandt politikerne, på SoMe osv. Alt for mange omgås sandhed og ærlighed med lemfældighed, og derfor kaster vi os selv ud i Jagten på Sandheden, tager tapen fra munden, og satser på at ’Ærligheden overvinder alt’. Skuespillerholdet består i år af fem skuespillere: de tre garvede Dorte Munksgaard, Anders Anderskov og Mille Berg, og så to sprit-nyuddannede: Andreas Forné og Frida Sigurth. Så der er både nyt og gammelt, blåt og brugt, i årets ensemble.


Amager Revyen skal være både klassisk og moderne. Vi er meget bevidste om de traditioner der ligger til grund for genren, og vi har stor respekt for de kunstnere vi står på skuldrene af. Vi elsker revy, men den har ofte ry for kun at være for ’gamle’ mennesker, og vi ønsker at udfordre og udvikle genren, så den også inviterer det yngre voksne publikum ind. Der skal åbnes op for flere former for humor, være plads til nye idéer og originale indslag, vi forsøger at udvikle nye sketchformer, monologer, og forfine musikaliteten i revyen.


Vores mål er at alle amar’kanere indenfor et år eller to ved at der findes en god professionel revy på Amager! Og at resten af Danmarks revypublikum ved at vi findes.

Det er altid en af de største udfordringer ved at producere scenekunst; at få budskabet ud til en bred skare, så flere kan få glæde af det man udbyder. Vi er gode til at producere revy, men er udfordret på at økonomien ikke rækker til de store bus- og tv-reklamer. Så vi gør alt hvad vi kan for at finde alternative måder at få spredt ordet ud til alle potentielle revygængere.


I år opfører Amager Revyen: 2 forpremierer, 17 planlagte offentlige forestillinger, samt mulighed for en lille håndfuld lukkede forestillinger, hvor hele salen er købt af firmaer.

Sangtekster, sketches, monologer osv. skrives til dels af tekstforfattere som sender deres aktuelle tekster til os, og til dels af årets revyhold selv. Faktisk står vi i den kommende revy for langt over halvdelen af teksterne. Vi har meget på hjerte, og vil gerne forme revyen, så den er så skarp som muligt. Vi tager kun i sjældne tilfælde ’gamle’ tekster med, og kun hvis de har en stor kvalitet og aktualitet. Ellers bygges alt op fra bunden hvert år. Vores kapelmester komponerer også selv al musik, og spiller live til alle forestillinger. Holdet er velsyngende, så musikaliteten bliver prioriteret højt.

Indholdet i tekster og sange er aktuelle politiske, samfundsmæssige og menneskelige temaer, og vi tilstræber altid at være nytænkende og få både satiriske, alvorlige og vanvittigt sjove vinkler på tingene. Revyen må gerne bide folk i ’plejer’-musklen, samtidig med at de hyler af grin. Og hvis der fældes en lille tåre midt i al det sjove, og folk føler de har fået en tur rundt i følelsesregistret, så er målet nået. Revy skal i vores optik være SJOV, men vi synes komik virker allerbedst på en klangbund af seriøsitet og dybde. Det er skønt og meget befriende at kunne grine af både klima, kampvalg og krig, og måske går man lidt lettere hjem, med nye og mere positive tanker om verdens og hverdagens problemer. Og i denne verden er der brug for at grine..

 

Rent visuelt forsøger vi at holde æstetikken i højsædet i Amager Revyen. Scenografien er ren, enkel og funktionel. Vi bygger selv det meste (fordi vi kan, og for at spare på håndværkerudgifter). Meget ’bygges’ også med lys, så dette er prioriteret højt, og vi har en dygtig lysdesigner på. Kostumerne sammensættes med instruktørens store sans for farver og former, og er primært syet af en frivillig systue med dygtige, pensionerede professionelle folk. Vi forsøger at genbruge og omforme kostumer vi har på lager i forvejen, så vi indkøber så lidt nyt som muligt.


Efter vores revy i 2022 blev fire af vores egne originaltekster opkøbt af andre revyer; Bornholmerrevyen købte monologen om ’Den G(k)lemte Mand’, og Ganløse Revyen: ”Flyskam” ’Tal Dog Ordentligt’ og ’DR’s pigekor – sidstnævnte sang var med på scenen i Revyernes Revy 2022. Vi ligger som en af de absolut første revyer på året, og de øvrige revydirektører kommer og smugkigger hos os i foråret.


TEATRET

Teater Play som lægger hus til Amager Revyen, har eksisteret som moderne ’morskabsscene’ i 18 år. Teatret huser de største navne fra comedybranchen, og har både egenproduktioner og gæstespil på teaterfronten. Der er mellem 7 og 21 forestillinger/shows om ugen på teatrets to scener, så de fleste aftener huser teatret 200-300 mennesker. Der er stor publikumsopbakning, og mange shows i Teater Plays regi bliver udsolgt på forhånd. Scenerummet er utraditionel i revy-forstand, da scenen er i gulvhøjde, og publikum sidder på podier rundt om på tre fløje. Publikum får således en lidt anderledes og måske mere moderne revyoplevelse. Læs mere om teatret på teaterplay.dk

 

MÅLGRUPPE

Publikum er en sammensat skare af voksne mennesker, og vi har ingen aldersbegrænsning. En del er ældre, fordi de har traditionen af revy-gængeri i sig, men vi synes at der de sidste par år er kommet mange flere i den mellemste voksengruppe, altså dem mellem 30 og 65, og også en hel del yngre har fundet ud af, at Amager Revyen også er for dem. Vi forsøger altid at række ud til forskellige firmaer og foreninger, og har gruppesalg til bl.a. Ældresagen, banko-foreninger, Tårnby gildelaug, sammenslutningen af Amagerbutikkerne, Blixenklubben, Kvicklys personalegruppe, Hørgårdens personalegruppe, mindre lokale firmaer m.fl. Vi har også lavet rabat på billetprisen for både folkepensionister og unge under 25 år, samt grupperabat.

 

LOKAL – OG GLOBAL

Amager Revyen er fast forankret på Amager. Det er her vi hører til, og her revyen opføres. Der er mange lokale referencer i tekster og sange, og vi tager naturligvis lokale emner op som Amager Fælled-problematikken, lufthavnen, Lynetteholmen, og hvad der ellers er aktuelt det år. Men vi ønsker at revyen skal kunne ses af alle, så man ikke føler sig hægtet af hvis man kommer som publikum fra et andet sted i landet. Og vi tager naturligvis også livtag med både nationale og globale emner, ligesom de øvrige revyer i Danmark.

 

SAMARBEJDSPARTNERE og PR:

Siden opstarten har vi haft fokus på at få så mange lokale samarbejdspartnere som muligt. Efterhånden har vi nærmest udelukkende lokale folk på alle poster. vores skuespillere er alle på nær én bosiddende på Amager, vores fotograf bor og arbejder på Amager, vores instruktør er oprindeligt fra Amager, vores PR-mand bor og har firma på Amager, vi har udveksling af billetter/sponsorater med lokale butikker, Fremad Amager og Amager Centret.

Vi har lavet er fantastisk samarbejde med Amager Centret, og vi får reklameplads med en løbende 10-sekunders video på alle deres skærme i centret, fra december 2022 til og med april 2023! Det er et stort sponsorat, og vil helt sikkert få spredt budskabet om revyen ud til alle centrets besøgende.

Vi deltog i juleoptoget på Amagerbrogade d. 26. november og delte 2000 postkort ud til alle på vejen, vi forsøger at få alle butikker på Amagerbrogade til at hænge vores plakat op i vinduerne, vi stod i en stand i Amager Centret d. 3. december og solgte billetter og gavekort til julegaver eller mandelgaver, og har fået lavet en Amager Reyv-vin med eget label i den anledning. Og så er vi meget obs på at lave hyggelige og indbydende videoer, fotos og opslag på Facebook, hvor mange af vores publikummer findes og interagerer. På selve teatret hænger et stort banner på siden af teaterbygningen.

 

Amager Revyen er en revy for hele Amager, derfor har vi samarbejdspartnere fra både Tårnby, Kastrup, Dragør og Sundby. Dette års samarbejdspartnere er:

 

  • Teater Play
  • AmagerCentret
  • PR, tryk og assistance: Printpusher v. Viggo Hinrichsen
  • Amagerbutikkerne
  • Amagerbøndernes Gildelaug, Tårnby v. Anders Hjort
  • Helene Hallager – fotograf
  • Systue v. Kirsten Sørensen
  • Pernille Itui - parykmager
  • Frivillige Ambassadører Torben Klein, Anette Andersen, Marchen Palm Anderskov, Vibeke Poulsen m.fl.
  • Tårnby Banko
  • René Steinvig – Gunnar Madsens vinhandel
  • Lokale sponsorer
  • Ældresagen
  • m.fl.

 

  

HJEMMESIDE:                     www.amagerrevyen.com

 

BILLETSALG:                        https://teaterplay.billetexpressen.dk/event?title=AMAGER+REVYEN 

 

PRESSE:                               pressefolk kan kontakte os på: info@amagerrevyen.dk eller tlf: 93 803 863


PRESSEFOTOS KAN FINDES HER